Generation Green skal sætte skub i grønt elevengagement på tværs af erhvervsskolerne. Projektet afprøver nye former for faglige værksteder, elevfællesskaber og aktiviteter i undervisningen, hvor elever på tværs af erhvervsskoler inspirerer hinanden og er med til at skabe forandring i deres uddannelse, fag og branche.

Fremtidens faglærte bliver helt afgørende, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Derfor skal erhvervsskolerne ikke alene give eleverne de nødvendige faglige kompetencer. Eleverne skal også have mulighed for at engagere sig, bringe deres egne erfaringer og idéer i spil og opleve, at de kan være med til at udvikle deres fag og brancher i en grønnere retning.

Det er ambitionen med Generation Green, et initiativ fra Herningsholm Erhvervsskole & Herningsholm, klimaerhvervsskole for byggeri og landbrug, i samarbejde med Fonden Divers.

Generation Green skal udvikle og afprøve nye måder at engagere elever og lærlinge i den grønne omstilling på. Samtidig skal projektet give faglærere og erhvervsskoler inspiration og konkrete erfaringer med, hvordan elevengagement kan blive en del af arbejdet med grøn omstilling i undervisningen.

Målet er på sigt at skabe et fællesskab på tværs af fag og erhvervsskoler, hvor elever og lærlinge kan mødes, inspirere hinanden, dele idéer og være med til at sætte retning for fremtidens fag.

Fra værksted til fællesskab

I projektets første fase udvikler og afprøver Herningsholm og Fonden Divers aktiviteter, metoder og ungefællesskaber på fem uddannelser på Roskilde Tekniske Skole og Herningsholm. Elever fra en række andre erhvervsskoler inviteres desuden til at deltage i projektets aktiviteter.

En central del af Generation Green er faglige værksteder, hvor eleverne tager udgangspunkt i deres eget fag. Her arbejder de med konkrete opgaver, materialer, metoder og dilemmaer og møder unge rollemodeller, der selv arbejder for at udvikle deres håndværk i en mere bæredygtig retning.

Hvordan kan vi bygge smartere? Hvordan mindsker vi materialespild? Hvilke nye løsninger kan vi tage i brug i vores fag? Hvilke dilemmaer kan man møde som lærling, når man gerne vil gøre noget på en ny måde på sin læreplads? Og hvordan kan elever selv være med til at udvikle deres fag?

Det er nogle af de spørgsmål, eleverne skal undersøge sammen.

Elevernes idéer skal videre

De faglige værksteder er første skridt ind i et større fællesskab. Her får eleverne mulighed for at udvikle deres egne idéer til grønne initiativer på deres uddannelser, i deres fag og på deres lærepladser.

Som en del af projektet mødes elever fra forskellige fag og skoler til den fælles inspirationsdag GREEN DAY den 11. november. Her arbejder de videre med idéerne fra værkstederne og får mulighed for at præsentere deres perspektiver og forslag for blandt andre skoleledere, virksomhedsledere og eksperter.

Erfaringerne fra projektet skal løbende deles og bruges til at engagere flere elever, faglærere og erhvervsskoler i hele landet. Ambitionen er, at Generation Green kan vokse til et nationalt fællesskab, hvor elevernes faglighed, idéer og engagement er med til at drive den grønne udvikling af erhvervsuddannelserne.

Samarbejdspartner

Fonden Divers