
Herningsholm samler 40 uddannelser til åbent hus
På menuen er lune popcorn, varm kakao og et stort ta’-selv-bord af uddannelser, når Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier inviterer til åbent hus i både Herning og Ikast lørdag 24. januar.
For mange unge nærmer tidspunktet sig, hvor de skal beslutte sig for, hvad de har lyst til at lave efter folkeskolen. På Herningsholm ønsker man at gøre valget mere overskueligt ved at give unge og deres forældre mulighed for at opleve op mod 40 forskellige ungdomsuddannelser på én og samme dag.
1 lørdag – flere veje videre
Om det er 10. klasse, gymnasiet, en erhvervsuddannelse eller en kombination (EUX), som vækker nysgerrigheden hos de unge, så er der smagsprøver på det hele til åbent hus på Herningsholm lørdag den 24. januar. I Herning sker det i tidsrummet kl. 11.00 til 13.00, mens det i Ikast er kl. 10.00 til 12.00.
Elever, undervisere og studievejledere byder på frisklavede popcorn, varm kakao og rundvisning på alle skolens uddannelser i både Herning og Ikast – fra HTX og HHX til frisøruddannelsen, Danmarks nye landbrugsskole og den helt nye it-faglige uddannelse i cybersikkerhed.
Man kan også høre om Herningsholms campusområde Skills City, der ligger på Lillelundvej i Herning, skolens fitnesscenter Ambolten og mulighederne for oplæring i udlandet.
På Bøgildvej i Ikast slår Handelsgymnasiet Ikast-Brande også dørene op sammen med Herningsholms lokale erhvervsuddannelser mediegrafiker, it-supporter og datatekniker.

Hjælper mange med at blive afklarede
Sidste år søgte 865 unge direkte fra grundskolen ind på Herningsholm – det højeste antal nogensinde. Direktør Allan Kortnum håber, at endnu flere i år får øjnene op for fordelene ved at tage deres ungdomsuddannelse et sted, hvor rigtig mange uddannelsesveje mødes.
"For mange unge kan valget efter folkeskolen virke uoverskueligt, fordi mulighederne er så mange. På Herningsholm kan vi vise en meget bred vifte af ungdomsuddannelser på én gang, og vores erfaring er, at åbent hus hjælper mange med at blive mere afklarede. Det håber vi også, det vil gøre i år," siger Allan Kortnum.
Siden 2020 har Herningsholm oplevet en elevfremgang på 14,6 procent på EUD, HHX, HTX og 10. klasse blandt unge, der kommer direkte fra grundskolen.

Ny landbrugsskole og fokus på cybersikkerhed
To uddannelser, som ifølge direktøren vil tiltrække særlig interesse, er landbrugsuddannelsen, der nu foregår på den nybyggede Herningsholm Landbrugsskole midt i campusområdet i Herning, samt et nyt speciale i cybersikkerhed på datateknikeruddannelsen i Ikast.
"Cybersikkerhed er et område, som samfundet i stigende grad får brug for. Der er behov for faglærte, som kan beskytte data og sikre virksomheder og myndigheder mod hackerangreb. Det er netop nogle af de kompetencer, man opnår på det nye speciale, og det glæder vi os til at præsentere for de unge," siger Allan Kortnum.
Undervisningen i cybersikkerhed foregår på Bøgildvej i Ikast, hvor man på dagen vil kunne kigge indenfor og opleve faciliteterne. Ved åbent hus i Herning vil det også være muligt at høre om den og andre erhvervsuddannelser med base i Ikast.
Campus Skills City
Lillelundvej 21, 7400 Herning
Lørdag 24. januar kl. 11.00-13.00
Campus Bøgildvej
Bøgildvej 12, 7430 Ikast
Lørdag 24. januar kl. 10.00-12.00
Se mere om åbent hus






