
Nyt initiativ styrker grønt elev-engagement på erhvervsuddannelserne
Herningsholm og Fonden Divers har i fællesskab etableret initiativet Generation Green, som skal afprøve nye former for grønt elevengagement i undervisningen på tværs af erhvervsskoler og fag
"Man kan nogle gange føle, at man ikke har så meget at skulle have sagt som elev eller lærling, hvis man kommer med grønne ideer på sin uddannelse eller i praktikken. Det ville være fedt, hvis ens ideer blev brugt."
Det var et af de budskaber, der gik igen blandt de 50 unge murere, struktører, tømrere, snedkere og brolæggere under uddannelse, der til sommerens Green Skills Camp på Herningsholm kom med idéer til, hvordan erhvervsskolerne kan gøre mere for at engagere elever i den grønne omstilling.
De unges inputs har bidraget til en ny indsats, som nu bliver lanceret. Initiativet hedder Generation Green og bag står Herningsholm og Fonden Divers. Initiativet skal afprøve nye former for grønt elevengagement i undervisningen på tværs af erhvervsskoler og fag.
Direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, Allan Kortnum, ser et stort behov for at give elever og lærlinge en aktiv rolle i den grønne omstilling:
"Fremtidens faglærte bliver helt afgørende, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Derfor skal vi som erhvervsskoler ikke kun give eleverne de nødvendige faglige kompetencer. Vi skal også give dem mulighed for at engagere sig, komme med deres egne idéer og opleve, at de kan være med til at flytte deres fag og branchen i en grønnere retning," siger Allan Kortnum.

Nye faglige fællesskaber
Det er den ambition, Klimaerhvervsskolen Herningsholm nu vil omsætte til handling med Generation Green.
Direktør i Divers Nina Groes glæder sig over samarbejdet med Herningsholm om Generation Green:
"Der er et kæmpe potentiale for større ungeengagement på erhvervsskolerne også i forhold til den grønne omstilling. Det potentiale vil vi med Generation Green gerne være med til at forløse ved at afprøve nye former for faglige fællesskaber, elevengagement og forankring i den daglige undervisning på erhvervsskolerne," siger Nina Groes.

Et nationalt projekt
Generation Green bliver skudt i gang 10. og 11. september i Herning og rulles et par dage senere ud på Roskilde Tekniske Skole.
Derudover inviteres elever fra en række andre erhvervsskoler fra hele landet til at deltage – blandt andet i den faglige inspirationsdag Green Day den 11. november som del af projektet.
Det er ambitionen på sigt at dele erfaringerne og engagere erhvervsskoler og elever over hele landet i arbejdet med grønt elevengagement – så endnu flere unge faglærte kan blive grønne fanebærere inden for deres uddannelse og håndværk.
Herningsholm og Fonden Divers har taget initiativ til indsatsen, der bliver skabt i samarbejde med faglærerne på erhvervsskolerne og Divers, som har mange års erfaring med at udvikle uddannelses- og arbejdsfællesskaber med både faglærere og elever på erhvervsskolerne, blandt andet med indsatsen Boss Ladies.